Denmark
NU er donationer fradragsberettiget
Mercy Ships kan med glæde nu meddele, at vi og mange af jer, der støtter Mercy Ships med gaver, har fået et stort ønske opfyldt. SKAT har nu godkendt vores forening, og dette betyder, at Mercy Ships Danmark kan modtage gaver og ydelser, og at giverne kan få fradrag i deres skattepligtige indkomst efter reglerne i ligningslovens §§ 8A og 12 stk.3. Desuden kan vi modtage arv uden at skulle betale boafgift (arveafgift). |
Rent praktisk skal du gøre følgende, såfremt du vil donere til Mercy Ships og modtage fradrag for donationen i din skattepligtige indkomst: - Indbetale / overføre et beløb på vores bankkonto: registreringsnr.: 5031 kontonr.: 1220748 - Eller indbetale beløbet på girokonto: kortart: 73 - kontonummer 83082976 Husk altid at skrive cpr.nr. på, da Mercy Ships skal indberette til Skat, hvorefter der automatisk foretages fradrag på selvangivelsen i den personlige indkomst. For 2012 kan du samlet fratrække gaver på max. kr. 14.500,- Er du i tvivl vedrørende dette, er du meget velkommen til at kontakte os på tlf. 2144 0982. |
I landsbyen blev Abdul kaldt for “Djævelens Barn” på grund af hans klumpfødder (club feet). Hvert år fødes 220.000 børn i udviklingslandene med denne lidelse.
Abdul blev forkastet af sin mor, men hans far, Simeon, stod ved hans side. Han vidste, at drengens lidelse var af medicinsk karakter, og at han ikke var ”forhekset”. Han vovede at tro på, at drengen kunne få en uddannelse og en lys fremtid.
Hver dag gik Simeon fra landsby til landsby i den stærke hede for at sælge brænde og skaffe sig lidt indkomst. Abdul legede med nabobørnene, men de mobbede ham, indtil han hulkende gemte sig i huset på grund af denne smertelige forkastelse.
Da Abdul begyndte i skolen, viste han sig at være et meget et nysgerrigt og lærenemt barn. Han nød godt af faderens støtte og hjælp til lektierne.
Hver lørdag vaskede far og søn tøj sammen. Før aftensmaden havde de en rigtig far-søn snak om fremtiden. De var tæt knyttet til hinanden. Ved tanken herom smiler faderen og siger: ”Abdul er en kløgtig og frisk dreng.”
Simeon var fast besluttet på at søge lægelig behandling for at få sønnens klumpfødder korrigeret. Han besøgte mange læger, men fandt aldrig nogen, der kunne hjælpe.
Men Simeon havde en stærk tro på Gud og var overbevist om, at Abdul en dag ville blive helbredt. Mens de søgte efter hjælp, udviklede det oplagte behov for lægebehandling et dybt ønske i Abduls hjerte om selv en dag at blive læge og hjælpe andre mennesker, der led.
En dag hørte de i radioen om ankomsten af Mercy Ships (til Togo) og muligheden for folk til at blive opereret. Abdul og hans far stod i kø i tre udmattende dage for at blive visiteret. Det var det hele værd, fordi Abdul blev godkendt til behandling. Simeon husker med begejstring: “Glæden, jeg følte, var så overvældende, at jeg helt mistede min appetit, indtil vi kom til skibet.
I HOPE Recovery Center – et landbaseret anneks til Africa Mercy – tog personalet og de andre patienter med lignende problemer sig omsorgsfuldt af far og søn. Abdul og Simeon nød det sociale samvær, der var så forfriskende for Abdul, der ellers var vant til at blive afvist. Lige i begyndelse græd han hjerteskærende, når han havde leget med personalet, fordi han frygtede, de ikke ville vende tilbage, men han lærte hurtigt, at de vendte tilbage hver dag.
Abdul’s første Ponseti behandling indebar, at begge ben blev lagt i gips med 90 graders bøjning i knæleddet. Gipsen sklle udskiftes hver uge for gradvist at korrigere klumpføddernes position. Abdul skulle holdes permanent i en knæbøjet stilling i flere måneder. Men Abduls sprælske væsen holdt ham i gang, og med snilde lærte han sig at gå som en edderkop. Nu kunne han udforske sit nye hjem og demonstrere sin eventyrlyst. Han var den første til at humpe hen og hilse besøgende velkommen, at gå med i kreative aktiviteter og til at klare trinene til bruserummene.
Men trods leg og udfordringer frygtede han altid hver eneste udskiftning af gipsbandagerne. Det var en lang procedure, men han betog hurtigt fysioterapeuterne og blev venner med dem. Hans udholdenhed lønnede sig. Efter mange bandageskift blev han endelig klar til operation og få sine klumpfødder rettet.
Men pludselig blev han ramt af feber. Han lå ubevægelig og svag. Hans far forblev ved hans sengeleje og beroligede ham med strøg over panden. Heldigvis kom han sig. Det første tegn på bedring viste sig med hans uforudsigelige væsen, da han fik en bamse. Den animerede bamse fremkaldte straks hans smil og latter.
Få dage efter fik han en vellykket operation og vendte tilbage til HOPE Recovery Center – nu med korte, lige fodgipsbandager, der gjorde det lettere at gå. Glad og begejstret humpede han nu rundt med krykker sammen med de andre drenge, der var i tilsvarende behandling. Det opmuntrede ham at gå sammen med de andre og lege og konkurrere.
Angel – én i behandlingsteamet – lavede skoindlæg, der kunne fastholde Abduls fødder i korrekt stilling. “Skoindlæggene skulle hjælpe ham til at gå korrekt i fremtiden. "Det motiverer mig, og jeg elsker at lave dem”. Men disse skoindlæg afdækkede et nyt problem: Abdul havde ingen sko, fordi han aldrig havde været i stand til at gå i sko på grund af klumpfødderne. Det var første gang i hans liv, han nu skulle købe sko. ”Jeg er så glad, for nu kan jeg GÅ til skole, når jeg kommer hjem.”
Så skete der noget helt uforudset. En Mercy Ships læge tilbød at lave en undersøgelse på faderen, Simeon. Han havde talt med hviskende stemme, siden han var 7 år på grund af en langvarig infektion, der havde ødelagt strubehovedet og stemmedannelsen. Lægen besluttede sig for operation. Abdul var svært tilfreds med dette, fordi nu ville han - Abdul – være den, der officielt skulle passe på sin far under hospitalsopholdet. Mens de ventede på at gå om bord på skibet, spankulerede han stolt frem og tilbage og fortalte alle, han mødte, at det var ham, der var ledsageren.
Hurtigt efter faderens operation var de begge klar til at vende hjem. Fysioterapeut, Nick, var ovenud begejstret over drengens fremskridt: ”Abdul er noget ganske særligt. Jeg er meget stolt af ham. Han første skridt var som en nyfødt kalvs, men nu går han med stor sikkerhed og selvtillid. Hans fremtid vil blive verdener fra hans livsbetingelser før behandlingen – hvor han ville være tvunget til at tigge i gaderne. Men nu vil han kunne arbejde og bidrage til samfundet. Han får en strålende fremtid”.
For at markere dagen bar Abdul stolt sin superhelt, Supermans, kostume. Optændt af tro på fremtiden vinkede hans far farvel og erklærede: “Abdul er blevet stærkere og stærkere, efterhånden som hans ben blev helbredt. Nu er han klar til at vokse op til en rigtig mand, som vi kan elske og respektere”.
Reference: http://www.mercyships.org/blog/entry/a-story-of-transformation1
Oversættelse: Søren Høgenhaug
Mercy Ships yder assistance ved eksplosionsulykken i Congo-Brazzaville
Mercy Ships har sluttet sig til den tyske nødhjælpsorganisation Humedica for at yde kirurgisk og medicinsk assistance i kølvandet på eksplosionskatastrofen i et ammunitionsdepot i Congo-Brazzaville. Eksplosionen fandt sted i den første uge af marts. De første rapporter melder om mere end 200 døde og ca. 2300 sårede, mens tusinder er blevet hjemløse.
Ifølge lokale nyheder blev der rapporteret om serier af eksplosioner, der var så voldsomme, at nabobygningerne styrtede sammen, og i nabobyen Kinshasa på den modsatte bred af Congofloden blev ruderne blæst ud. Ifølge officielle kilder havde en elektrisk kortslutning udløst eksplosionen.
Mercy Ships præsident og grundlægger, Don Stephens, og den schweiziske Mercy Ships kontaktmand til regeringer, Pierre Christ, befandt sig i byen få dage efter eksplosionen i forbindelse med et møde med præsident Denis Sassou Nguesso, medlemmer af sundhedsministeriet og andre embedsmænd om et muligt fremtidigt engagement for Mercy Ships i Republikken Congo.
Don Stephens beretter: “Efter at have hørt om eksplosionen ringede jeg til Wolfgang Gross, som både er formand for Humedica og for Mercy Ships Germany og opfordrede Humedica til at overveje at sende katastrofemedicinske hold til Brazzaville, hvilket passer ind i deres kernekompetencer for nødhjælp. Den tyske regering reagerede ved at donere 50.000 EUR til at finansiere udsendelse af et indledende nødteam, et godt eksempel på samarbejde mellem organisationer på den internationale skala.”
Fra Mercy Ships deltog den frivillige anæstesilæge, dr. Annette Frick, fra Balingen i Tyskland sammen med et katastrofehold fra Humedica med 7 erfarne fysiurger og kirurger (se billeder nedenfor). Hele holdet afrejste fra Tyskland få dage efter ulykken og arbejder nu side om side med læger fra Læger Uden Grænser og Røde Kors med kirurgi og sårpleje. Det tyske hold medbragte medicinske forsyninger til indledende behandling af 3000 patienter.
Historien om drengen Milan Falsing fra Høng, der blev styrmand på Africa Mercy
31. maj 1997 ophørte færgefarten for jernbanefærgen Dronning Ingrid. Broforbindelsen over Storebælt havde overflødiggjort færgerne. Dette var en meget trist dag for den 11-årige Milan Falsing. “Jeg græd i to eller tre dage” fortalte han. ”Han var født og opvokset i den lille by Høng i Vestsjælland, og Milan havde rejst med færgen mange gange sammen med sin familie, når de besøgte familie i Vestdanmark, og specielt bedstemor på Ærø. Dette var altid en særlig begivenhed for mig og min søster”, huskede han. ”I styrbord side forrest (hvor spiselokalet er nu) var der et legeområde for børn”.
Milan havde så mange gode minder fra færgeturene, og hans hjerte var knust ved tanken om, at det aldrig ville vende tilbage. Hans bekymrede mor kontaktede Scandlines, som ejede færgen, og spurgte, om Milan og hans søskende kunne besøge færgen en sidste gang til farvel. Vicedirektøren opfyldte ønsket. “Da min mor overbragte mig den gode nyhed, hoppede og råbte jeg af glæde,” fortalte han.
Endelig oprandt dagen - fri fra skole – han var meget spændt. Det første, han bemærkede ved ankomsten var, at alt inventar var afmonteret og skilt ad, og der var ikke noget lys - alt var mørkt. Vicedirektøren viste dem rundt, og Milan og hans søskende fornøjede sig endnu engang i legeområdet. Der stod små aksebægre rundt omkring, og Milan beholdt eet som souvenir. ”Oppe på kommandobroen husker jeg de kæmpe glasplader i gulvet. Det var sjovt at stå på dem og kigge ned”. Han gik dengang I 4. Klasse, og han var den sidste passager ombord. “ Da var det, at jeg besluttede at blive sømand – jeg ønskede bare at komme ud på havet”.
I 9. Klasse begyndte han at forberede sig på livet til søs ved at komme på en kostskole med et særligt maritimt program. Derfra kom han på sømandsskole, hvorfra han fik sømandscertifikat, som blev adgangsbillet til hyre på et skib. Han kom til at arbejde for Mærsk Line under sin grundlæggende oplæring til søs. Selv om Mærsk gav mulighed for yderligere uddannelse, valgte han at blive styrmand og gik på Marstal Navigationsskole, der ligger på bedstemoderens ø. ”Jeg har en stærk tilknytning til den ø”, tilføjede han.
Som medlem af Dansk Færgehistorisk Selskab levede hans interesse i Dronning Ingrid videre. Da Mercy Ships købte færgen I 1999, flyttedes den til Newcastle for at blive renoveret og ombygget til hospitalsskibet Africa Mercy. “Jeg havde aldrig hørt om Mercy Ships før og undrede mig over, hvad det var. Hvad ville mon en religiøs gruppe med en færge? Vi vidste ikke, hvad Gud havde gang i med Dronning Ingrid.” Milans interesse voksede i takt med, at han fulgte med i renoveringen.
Efter syv år genså Milan færgen. Hun var blevet totalt renoveret og fremstod nu som Africa Mercy – et hospitalsskib – “state-of the- art”, det bedste af det bedste. Efter syv år: “Dér lå hun! Et nyt skib – helt i hvidt og med helt ny udrustning.”
Så snart han havde afsluttet sin eksamen, søgte han efter en lejlighed til at gøre tjeneste på skibet. Hans professionelle job gav ham mange muligheder for ferie, men ofte passede det ikke ind i skibets aktivperioder. Men da det endlige skete, søgte han straks. Hans ansøgning blev godkendt en mandag og alt var I orden, blot manglede de lige hans puls og blodtryk. Ved midnatstid cyklede han ned til lægevagten og forklarede sagen. “ Det tog kun 5 minutter at få tallene”. Han indtelefonerede dem tirsdag, og torsdag tog han af sted til Freetown og blev den første danske skibsofficer, der tjente ombord siden 2009. Han fortæller, at hans mor og søster var begejstrede over, at han skulle være på skibet og spurgte, om der kunne blive plads til dem også.
Milan (hans kolleger kalder ham “Milo”) er meget begejstret og lykkelig over at tjene ombord. Han indrømmer, at han ikke ønsker at sige farvel til skibet, men at han er nød til det, og han vil elske at komme tilbage igen.
Malin vil støtte Mercy Ships så meget som muligt, når vender hjem. “Mercy Ships er enestående! Man finder intet som dette I hele verden”, erklærede han.
(Denne historie er fundet 22. august på www.mercyships.org/blog/entry/milan-falsing, oversættlse Søren Høgenhaug)
10 maj skrev Katrine på sin blog:
Den sidste uge har jeg bl.a. passet en pige på 7 år der hedder Memuna. Hendes historie har virkelig gjort indtryk på mig, så jeg tænkte at jeg ville dele den.
Memuna kom uanmeldt til skibet en morgen. Hun havde stået ude foran porten ind til havneområdet hele morgenen i håb om at en fra vores crew ville falde over hende og tage hende med ind på hospitalet. Normalt tager vi ellers ikke imod uanmeldte patienter, fordi vores screenings-arbejde er så omfattende, men da en af vores læger så hende, vurderede han at hendes tilstand kunne være livstruende. Memuna havde en tumor som voksede inde i underkæben et sted, og som fyldte hele hendes mund. Den var på størrelse med en appelsin, og væltede ud som en kæmpe forstørret underlæbe, med tænder der strittede ud til siderne. Lægerne mente at hun kunne risikere at blive kvalt fordi den næsten fyldte hele hendes mund-åbning, og de tog hende derfor ind og opererede tumoren ud samme dag. Operationen gik godt og Memuna var i bedring.
Men det var ikke hele historien. Da Memuna kom til skibet, var hun sammen med en kvinde som vi alle sammen gik ud fra var hendes mor. Men da der var gået nogle dage fandt vi ud af, at kvinden faktisk slet ikke var i familie med Memuna, men var en bekendt af Memunas forældre. Memuna boede i forældrenes compound, men blev betragtet som en skamplet på familien, og de ville derfor ikke have noget med hende at gøre. Hun bar et tørklæde over det meste af sit ansigt og var gemt væk for omverden. Da kvinden så Memuna foreslog hun forældrene at tage hende med til Africa Mercy for at blive vurderet, men det var de ikke interesserede i. Til sidst havde den fremmede kvinde selv taget Memuna med til skibet, og var endt med at blive indlagt som hendes mor og fik at vide at hun måtte blive på skibet så længe Memuna var indlagt. Kvinden var selv gift og havde børn, og havde slet ikke haft mulighed for at få fortalt sin familie hvor hun var, da hun bare havde regnet med at skulle aflevere Memuna til os.
Memuna blomstrede mere og mere op efter sin operation og krævede en del opmærksomhed. Hun ville gerne holde i hånd, sidde på skødet eller bare sidde og nusse en i håret. Når jeg mødte om morgenen var hun altid den første der kom over med et stort smil og en del savl hængende ud af den ene mundvig (Jeg har sjældent haft så meget brug for at skifte uniform indimellem!) Hendes mund blev pænere og pænere og efter at have været hos os lidt over en uge var hun klar til udskrivelse. Via en medpatients pårørende havde Memunas ”substitut-mor” fundet Memunas rigtige mor, og havde fået hende overtalt til at møde op på afdelingen den sidste aften hun var indlagt, så hun kunne tage hende med hjem næste dag.
Jeg var på arbejde den aften og var lidt spændt på hvordan det skulle gå. Memunas mor kom ombord, men det var ikke noget glædeligt gensyn. Moderen sad tavs i den ene ende at sengen og kiggede på Memuna uden at vise nogen tegn på hverken glæde eller sorg. Hun blev i præcis en halv time hvorefter hun gik uden at sige farvel.
Dagen efter blev Memuna udskrevet sammen med kvinden som bragte hende ind på skibet. Jeg fulgte dem hele vejen ned til porten, fik en stor krammer og vinkede farvel. Jeg ved ikke om hun bliver boende hos kvinden eller hvad der vil ske med hende, og har egentlig ikke de store konklusioner på historien, men kan bare undre mig over hvor forskelligt livet kan se ud for børn rundt omkring i verden.
Her er jeg sammen med Memuna og kvinden der havde taget hende med til skibet, den dag de blev udskrevet. Den forbinding hun har på har til formål at holde underlæben oppe og hjælpe med at stramme huden op efter at hun har fået opereret den store tumor ud. Hun kommer tilbage til skibet et par gange de næste par uger for at få tjekket at det heler som det skal.
