At bringe lys ind i mørket

Tre små brødre og søstre, hvis liv var ødelagt af stær, fik deres syn tilbage som en gave.

I syv år havde Geneviève tjent som guide for de blinde. Men det var hverken et job, hun havde valgt eller kunne lade bag sig, når dagen var slut. Dette job var en del af hendes liv, siden hun fødte sin ældste søn, Alexis. To andre børn kom til, og alle tre var født med stær på begge øjne. Der var brug for pleje døgnet rundt. Når de skulle nogen steder, plejede det at være en prøvelse. Geneviève måtte binde et-årige Ricardo til sin ryg, mens hun måtte  holde fast på lille 3-årige Nadège og 7-årige Alexis i hver hånd.

Disse børn skulle ledes ned af trapper, ind ad døre, rundt om huller i vejen og beskyttes mod almindelige hjemlige farer som kulovne og kogende vand. Geneviève og hendes mand havde prøvet at få hjælp til deres børn. Engang havde de besøgt et hospital, der lå tæt ved deres bolig, men de kunne ikke betale for de dyre stær-operationer. Naturligvis havde Geneviève spekuleret på, hvad der skulle blive af hendes børn i et land, hvor man ikke sørgede for de blinde. En dag hørte de i radioen om Mercy Ships og om de gratis operationer, der blev givet ombord på skibet…
Børnene blev undersøgt og udvalgt til at blive opereret øjeblikkeligt.  

Håbet om en vellykket operation var størst for 3-årige Nadège; hun havde ikke været blind længe nok til at have pådraget sig permanent skade, men hendes øjne var tilstrækkeligt gode til, at nye linser ville kunne passe godt til hende. Der var særlig grund til bekymring for Alexis: børn over 7 år har ofte udviklet permanente skader på grund af stær, fordi synsnerven aldrig er blevet udviklet, og hjernen ganske enkelt tilpasser sig blindhedstilstanden. For babyen, Ricardo, var lægens bekymring, at hans øjne ikke var udviklede nok til operationen, hvilket ville indebære, at erstatningslinsen ikke ville passe rigtigt.

Den følgende morgen blev bandagerne taget af, en efter en…

Nadège var den første, der fik sine bandager af. Hendes forældres hjerter begyndte at slå hurtigere… ’ Så tog Nadège pludselig sin dukke og holdt den op foran sig og sagde: "Baby, baby.” Hun kunne se! Uden at vente længere vendte de sig fulde af håb mod deres ældste søn, Alexis, hvis prognose ikke havde været så god. Men lige med det samme kunne han se og lege med legetøjet på gulvet! Til sidst blev Ricardos bandager taget af. Han lå i nogen tid med øjnene knebet helt sammen. Men til sidst åbnede han det ene øje og kiggede rundt. Det varede ikke længe, før han rakte ud efter sin mor, hvis stemme han kendte, men som han nu så for allerførste gang…