Denmark

Historien om drengen Milan Falsing fra Høng, der blev styrmand på Africa Mercy

31. maj 1997 ophørte færgefarten for jernbanefærgen Dronning Ingrid. Broforbindelsen over Storebælt havde overflødiggjort færgerne. Dette var en meget trist dag for den 11-årige Milan Falsing. “Jeg græd i to eller tre dage” fortalte han. ”Han var født og opvokset i den lille by Høng i Vestsjælland, og Milan havde rejst med færgen mange gange sammen med sin familie, når de besøgte familie i Vestdanmark, og specielt bedstemor på Ærø. Dette var altid en særlig begivenhed for mig og min søster”, huskede han. ”I styrbord side forrest (hvor spiselokalet er nu) var der et legeområde for børn”.

Milan havde så mange gode minder fra færgeturene, og hans hjerte var knust ved tanken om, at det aldrig ville vende tilbage. Hans bekymrede mor kontaktede Scandlines, som ejede færgen,  og spurgte, om Milan og hans søskende  kunne besøge færgen en sidste gang til farvel. Vicedirektøren opfyldte ønsket. “Da min mor overbragte mig den gode nyhed, hoppede og råbte jeg af glæde,” fortalte han.

Endelig oprandt dagen -  fri fra skole – han var meget spændt. Det første, han bemærkede ved ankomsten var, at alt inventar var afmonteret og skilt ad, og der var ikke noget lys - alt var mørkt. Vicedirektøren viste dem rundt, og Milan og hans søskende  fornøjede sig endnu engang i legeområdet. Der stod små aksebægre rundt omkring, og Milan beholdt eet som souvenir. ”Oppe på kommandobroen husker jeg de kæmpe glasplader i gulvet. Det var sjovt at stå på dem og kigge ned”. Han gik dengang I 4. Klasse, og han var den sidste passager ombord. “ Da var det, at jeg besluttede at blive sømand – jeg ønskede bare at komme ud på havet”.

I 9. Klasse begyndte han at forberede sig på livet til søs ved at komme på en kostskole med et særligt maritimt program. Derfra kom han på sømandsskole, hvorfra han fik sømandscertifikat, som blev adgangsbillet til hyre på et skib. Han kom til at arbejde for Mærsk Line under sin grundlæggende  oplæring til søs. Selv om Mærsk gav mulighed for yderligere uddannelse, valgte han at blive styrmand og gik på Marstal Navigationsskole, der ligger på bedstemoderens ø. ”Jeg har en stærk tilknytning til den ø”, tilføjede han.

Som medlem af Dansk Færgehistorisk Selskab levede hans interesse i Dronning Ingrid videre. Da Mercy Ships købte færgen I 1999, flyttedes den til Newcastle for at blive  renoveret og ombygget til hospitalsskibet Africa Mercy. “Jeg havde aldrig hørt om Mercy Ships før og undrede mig over, hvad det var. Hvad ville mon en religiøs gruppe med en færge? Vi vidste ikke, hvad Gud havde gang i med  Dronning Ingrid.” Milans interesse voksede i takt med, at han fulgte med i renoveringen.

Efter syv år genså Milan færgen. Hun var blevet totalt renoveret og fremstod nu som Africa Mercy – et hospitalsskib – “state-of the- art”, det bedste af det bedste. Efter syv år: “Dér lå hun! Et nyt skib – helt i hvidt og med helt ny udrustning.”

Så snart han havde afsluttet sin eksamen, søgte han efter en lejlighed 
til at gøre tjeneste på skibet. Hans professionelle job gav ham mange muligheder for ferie, men ofte passede det ikke ind i skibets aktivperioder. Men da det endlige skete, søgte han straks. Hans ansøgning blev godkendt en mandag og alt var I orden, blot manglede de lige hans puls og blodtryk. Ved midnatstid cyklede han ned til lægevagten og forklarede sagen. “ Det tog kun 5 minutter at få tallene”. Han indtelefonerede dem tirsdag, og torsdag tog han af sted til Freetown og blev den første danske skibsofficer, der tjente ombord siden 2009. Han fortæller, at hans mor og søster var begejstrede over, at han skulle være på skibet og spurgte, om der kunne blive plads til dem også.

Milan (hans kolleger kalder ham “Milo”) er meget begejstret og lykkelig over at tjene  ombord. Han indrømmer, at han ikke ønsker at sige farvel til skibet, men at han er nød til det, og han vil elske at komme tilbage igen.

Malin vil støtte Mercy Ships så meget som muligt, når vender hjem. “Mercy Ships er enestående! Man finder intet som dette I hele verden”, erklærede han.

(Denne historie er fundet 22. august på www.mercyships.org/blog/entry/milan-falsing, oversættlse Søren Høgenhaug)

 

 

           

 

Ward Nurse på M/V Africa Mercy - Katrine Kruse Larsen fortæller om mødet med Memuna

10 maj skrev Katrine på sin og Rubens fælles blog (Klik):

Den sidste uge har jeg bl.a. passet en pige på 7 år der hedder Memuna. Hendes historie har virkelig gjort indtryk på mig, så jeg tænkte at jeg ville dele den.

Memuna kom uanmeldt til skibet en morgen. Hun havde stået ude foran porten ind til havneområdet hele morgenen i håb om at en fra vores crew ville falde over hende og tage hende med ind på hospitalet. Normalt tager vi ellers ikke imod uanmeldte patienter, fordi vores screenings-arbejde er så omfattende, men da en af vores læger så hende, vurderede han at hendes tilstand kunne være livstruende. Memuna havde en tumor som voksede inde i underkæben et sted, og som fyldte hele hendes mund. Den var på størrelse med en appelsin, og væltede ud som en kæmpe forstørret underlæbe, med tænder der strittede ud til siderne. Lægerne mente at hun kunne risikere at blive kvalt fordi den næsten fyldte hele hendes mund-åbning, og de tog hende derfor ind og opererede tumoren ud samme dag. Operationen gik godt og Memuna var i bedring.

Men det var ikke hele historien. Da Memuna kom til skibet, var hun sammen med en kvinde som vi alle sammen gik ud fra var hendes mor. Men da der var gået nogle dage fandt vi ud af, at kvinden faktisk slet ikke var i familie med Memuna, men var en bekendt af Memunas forældre. Memuna boede i forældrenes compound, men blev betragtet som en skamplet på familien, og de ville derfor ikke have noget med hende at gøre. Hun bar et tørklæde over det meste af sit ansigt og var gemt væk for omverden. Da kvinden så Memuna foreslog hun forældrene at tage hende med til Africa Mercy for at blive vurderet, men det var de ikke interesserede i. Til sidst havde den fremmede kvinde selv taget Memuna med til skibet, og var endt med at blive indlagt som hendes mor og fik at vide at hun måtte blive på skibet så længe Memuna var indlagt. Kvinden var selv gift og havde børn, og havde slet ikke haft mulighed for at få fortalt sin familie hvor hun var, da hun bare havde regnet med at skulle aflevere Memuna til os.

Memuna blomstrede mere og mere op efter sin operation og krævede en del opmærksomhed. Hun ville gerne holde i hånd, sidde på skødet eller bare sidde og nusse en i håret. Når jeg mødte om morgenen var hun altid den første der kom over med et stort smil og en del savl hængende ud af den ene mundvig (Jeg har sjældent haft så meget brug for at skifte uniform indimellem!) Hendes mund blev pænere og pænere og efter at have været hos os lidt over en uge var hun klar til udskrivelse. Via en medpatients pårørende havde Memunas ”substitut-mor” fundet Memunas rigtige mor, og havde fået hende overtalt til at møde op på afdelingen den sidste aften hun var indlagt, så hun kunne tage hende med hjem næste dag.

Jeg var på arbejde den aften og var lidt spændt på hvordan det skulle gå. Memunas mor kom ombord, men det var ikke noget glædeligt gensyn. Moderen sad tavs i den ene ende at sengen og kiggede på Memuna uden at vise nogen tegn på hverken glæde eller sorg. Hun blev i præcis en halv time hvorefter hun gik uden at sige farvel.

Dagen efter blev Memuna udskrevet sammen med kvinden som bragte hende ind på skibet. Jeg fulgte dem hele vejen ned til porten, fik en stor krammer og vinkede farvel. Jeg ved ikke om hun bliver boende hos kvinden eller hvad der vil ske med hende, og har egentlig ikke de store konklusioner på historien, men kan bare undre mig over hvor forskelligt livet kan se ud for børn rundt omkring i verden.

Her er jeg sammen med Memuna og kvinden der havde taget hende med til skibet, den dag de blev udskrevet. Den forbinding hun har på har til formål at holde underlæben oppe og hjælpe med at stramme huden op efter at hun har fået opereret den store tumor ud. Hun kommer tilbage til skibet et par gange de næste par uger for at få tjekket at det heler som det skal.

 

 

M/V Africa Mercy får nye service- og tjenesteperioder i 2012

Mercy Ships internationale managementteam har gennemført en større analyse omkring M/V Africa Mercy ’s  perioder for aktiv tjeneste og værftsophold, hvor der tages hensyn til bl.a. årstider og vejrlig.  Regntiden  fra april til oktober nedsætter fremkommeligheden for patienterne, der skal nå frem til skibet, og tillige er der flere trusler mod deres helbredstilstand i denne periode.

Beslutningen blev derfor at bytte om på sommer og vinter, således at vintermånederne udnyttes til aktiv tjeneste og  sommeren til vedligeholdelse af skibet på værft.

Overgangen til en ny tidsplan fra 2012 er blevet lettet ved, at Togo’s præsident Faure Gnassingbé har inviteret  M/V Africa Mercy til Togo i 2012. Så derfor foreligger der nu en foreløbig tidsplan for 2012

10  Dec  2011               Afrejse fra Sierra Leone

15  Dec –  5 Jan 2012    Flytning til og klargøring i Togo.          

15  Jan  2012                Tjeneste I Togo

15 June  2012               Værft – sted fastsættes senere, når næste

                                    tjeneste-lokalitet er fastlagt.

15  Aug  2012               Tjeneste i ??? indtil ???  

Der er løbende et fremskudt team i området der afsøger og vurderer mulighederne og træffer de første forberedelser på stedet. Da Togo og de næste mulige lokaliteter er fransksprogede områder, bidrager Mercy Ships Schweiz med personnel til det fremskudte team. 

Generalforsamling i Mercy Ships Danmark

Mercy Ships Danmark har i henhold til vedtægterne afholdt den første ordinære generalforsamling 27. april 2011. Stemningen er optimistik, nu hvor foreningens organisation og kommunikation er blevet styrket, og hvor medlemsskaren, støttebidragene og rekrutteringen af frivilige er stigende.

Referatet af generalforsamlingen udsendes til medlemmerne af Mercy Club og omfatter bl.a. regnskab for 2010 og budget for 2011. Dog kan formandens beretning vedr. 2010 læses her (klik).

Din støtte vil hjælpe Mercy Ships med at redde liv og forbedre livskvaliteten for fattige i udviklingslandene. Overvejer du donation, medlemsskab eller nyhedsbrev, kan du klikke øverst til højre på siden.

Hosting von Hostpoint