Et nyt kapitel: Officiel levering af vores første specialbyggede hospitalsskib 🚢

Verdens største civile hospitalsskib Global Mercy er nu officielt leveret til os i Mercy Ships. Vi har overtaget det nye fartøj og ejerskabet fra værftet.

Maria Hansen,  

Den officielle overdragelse markerer, at bygningsfasen nu officielt er afsluttet, og vi i Mercy Ships dermed er ét skridt nærmere den første operation ombord på det nye hospitalsskib.

Den officielle overdragelse var en festlig begivenhed, der blev afholdt for at ønske skibet og dets besætning lykke på de syv have.

Randi Mondorf, der er bestyrelsesformand for Mercy Ships Danmark, beskriver overdragelsen som ”en drøm, der går i opfyldelse – ikke kun for organisationen, men for alle dem, vi hjælper”.

På Global Mercy vil de, der lider af handicap og misdannelser, have adgang til kirurgisk behandling og pleje, der har livsforandrende betydning. Derudover bliver det muligt at træne sundhedspersonale i de afrikanske lande, hvor skibet arbejder.

Vi har i Mercy Ships arbejdet på skibsprojektet i mere end otte år. Kontrakten blev underskrevet i 2013, og skibets køl blev lagt i 2015. Senest bestod Global Mercy sin prøvesejlads med succes i slutningen af april i år. Læs mere her.

Det specialbyggede hospitalsskib er altså længe ventet.

Kurs mod Europa
Næste skridt er, at Global Mercy skal sejle til Europa i juli, hvor skibet lægger til i Antwerpen i Belgien i slutningen af august. Her vil skibet fra begyndelsen af september blive udstyret med yderligere installationer af IT- og medicinsk udstyr.

Det er også i Antwerpen, at den frivillige besætning vil begynde at slutte sig til skibet. Det hele afsluttes i Rotterdam i februar 2022, hvor skibet præsenteres for sponsorer, fremtidige frivillige, medierne og andre interesserede. Der planlægges desuden en velkomstfejring i Dakar, Senegal, inden skibet begynder at operere i netop Senegal.

To skibe – fordoblet effekt
Mercy Ships har mere end 30 års erfaring med at give gratis operationer i Afrika. Global Mercy bygger på denne erfaring og er udstyret med førsteklasses træningsfaciliteter, der er designet til at flerdoble effekten i de lande, hvor skibet opererer.

Vores nye hospitalsskib er med sine 12 dæk udstyret med seks operationsstuer, hospitalssenge til 200 patienter, et fuldendt laboratorium og simulationstræningsområder. Her arbejder de frivillige fagfolk og det lokale sundhedspersonale i værtslandet side om side. 

Bliv frivillig
Med to hospitalsskibe kan Mercy Ships give gratis behandling og lægehjælp til endnu flere mennesker, og der er brug for mange frivillige for at kunne løfte opgaven. I den nye sæson øger Mercy Ships derfor rekrutteringen af frivillige fagfolk samt deres tid og ekspertise til både kortere og længere perioder.

Mere end 640 medarbejdere vil kunne bo og arbejde ombord med plads til omkring 950 på skibet, når det ligger til kaj. For mere information om at være frivillig, klik her.

Om Mercy Ships
Mercy Ships bruger hospitalsskibe til at levere gratis sundhedsydelser til dem, der har brug for det, og bidrager samtidig med kapacitetsopbygning og bæredygtig udvikling til de lande, vi gæster. Organisationen blev grundlagt af Don og Deyon Stephens i 1978 og har arbejdet i mere end 55 udviklingslande og leveret tjenester til en værdi af mere end $1,7 mia. Denne indsats har direkte været en fordel for mere end 2,8 millioner mennesker.

Vores hospitalsskibe er bemandet af frivillige fra over 60 nationer med et gennemsnit på over 1200 frivillige hvert år. De frivillige fagfolk er både kirurger, tandlæger, sygeplejersker, lærere, kokke, søfolk, ingeniører og landbrugere, der donerer deres tid og færdigheder. Ved fælles hjælp søger Mercy Ships at transformere enkeltpersoner og tjene nationer en ad gangen.

Fakta om Global Mercy
Længde: 174 m.; Bredde: 28,6 m.; Dybde: 6,15 m.; Bruttotonnage: 37.000 grt; Dødvægt: 5.448 ton; Samlet interiør: 30.000 kvadratmeter.

 

URL: https://www.mercyships.dk/et-nyt-kapitel-for-mercy-ships-officiel-levering-af-organisationens-foerste-specialbyggede-hospitalsskib-global-mercy-%f0%9f%9a%a2/