”Jeg glemmer aldrig den dag, vi gik op ad landgangsbroen. I år er det 25 år siden, vi tog ud med Anastasis. Det var et kald,” fortæller Esther Jeppesen om den drivkraft, både hun og hendes mand oplevede til at hjælpe mennesker i nød – en drivkraft, som sprang ud af deres kristne tro. Det blev begyndelsen på to års frivilligt engagement på et hospitalsskib, der først lå for anker i Ghana og siden i Togo, Sydafrika og Madagaskar.
Det mest udhungrede sted
Særligt mødet med den fattige befolkning på Madagaskar gjorde indtryk på ægteparret. ”Da vi kom til Madagaskar, stod folk på kajen med palmegrene. De var så glade for at se hospitalsskibet – nu kunne de få operation og sundhedshjælp. Madagaskar er det mest udhungrede sted, jeg har set. Alle patienter, vi modtog på Anastasis, var underernærede. Nogle gange tog jeg af min egen mad og lavede en madpakke, jeg kunne give videre. Jeg gav en madpakke til en lokal mor med to børn. Den dag, vi sejlede fra Madagaskar, kom hun ned på kajen og vinkede til os,” fortæller Esther.
Hænder, der gør en forskel
I Mercy Ships oplevede Esther og Ole, hvordan de med deres hænder kunne gøre en forskel for mennesker i nød. Esther, der var sygeplejerske, arbejdede i senge-afdelingen på Anastasis. Her tog hun sig af patienter før og efter operation. Ole, der igennem mange år havde drevet sit eget tømrer- og murerfirma, stod i spidsen for byggeprojekter på land i samarbejde med lokale folk: ”I Sydafrika byggede vi skoler, på Madagasker genopbyggede vi kirker, som var væltet under voldsomme orkaner, og i Ghana byggede vi en stor fødeafdeling,” fortæller Ole. For tre år siden vendte ægteparret tilbage til Ghana og besøgte fødeafdelingen. Den stod der endnu, og under fødeafdelingens tag blev der nu født 7.000 børn hvert år.
Vi vil afsted!
Esther og Ole hørte første gang om Mercy Ships i 1992. De deltog i et møde i Aalborg, hvor frivillige fra skibet fortalte om arbejdet. Da Esther og Ole gik fra mødet, stod det klart for dem begge: De ville afsted. Den sommer, deres yngste barn fik sin studentereksamen, pakkede Esther og Ole deres ting, udlejede huset og tog på bibelskole i USA som forberedelse til arbejdet i Mercy Ships.
Barn med orm i næsen
At være udsendt med Mercy Ships var ikke uden udfordringer for Esther og Ole. ”Vi savnede vores børn. Vi så mange forfærdelige ting som f.eks. en pige med orm kravlende ud af næsen. Og det var udfordrende at arbejde under anderledes forhold end de danske. Samtidig var det en tilværelse fuld af velsignelser,” fortæller de.
Fællesskaberne i Mercy Ships
Opholdet på Anastasis fik stor betydning for Esther og Oles parforhold. På skibet mødte de også andre frivillige fra hele verden, og nogle af venskaberne holder den dag i dag. For Esther og Ole var det særligt betydningsfuldt at være del af et kristent fællesskab. Ved hvert vagtskifte bad de frivillige sammen, og der blev bedt for hver eneste patient inden operation. ”Vi oplevede voldsomme operationer på skibet, men ikke én er død undervejs. Det var min løn at se glæden i mennesker, når de blev helbredt, og hvordan også patienterne takkede Gud,” siger Esther.
Et rigt liv
”Da vi tog ud for 25 år siden, vidste vi ikke, hvad det ville gøre ved os. Vi rejste bogstaveligt talt ud med gæld. Alligevel har vi aldrig manglet noget. Gud har sørget for os, ligesom Han har sørget for de patienter, vi kom i berøring med. I dag kan vi se, at hele vores liv er blevet et rigt liv,” slutter ægteparret fra Jelling af.
Fem øverste fotos: Esther og Ole Jeppesens privatfotos taget under deres ophold på Anastasis for 25 år siden.
Nederste foto: Esther og Ole, der deltog på Alumni Træf i marts 2019, afholdt af Mercy Ships for de danskere, der gennem årene har arbejdet som frivillige på et hospitalsskib.