Afvist af familie på grund af misdannelse

Haingo blev født med læbeganespalte og straks afvist af sin far og hele landsbyen, der ikke mente, at ”sådan én hørte til hos dem.”

På grund af læbeganespalten kunne Haingo ikke ammes, så moren holdt hende i live med fortyndet dåsemælk. Hver dåse kostede en dagsløn, men Haingo trivedes ikke. ”Hun blev tyndere og tyndere, og jeg var meget bange. Jeg bad hele tiden,” fortæller Haingos mor. Da Haingo var 7 måneder gammel, vejede hun blot 2,2 kg – mindre end et nyfødt barn. Hendes far ville ikke vide af hende. Han mente, det var bedst for alle at lade den lille pige dø.

Trods mandens modvilje og landsbyens grusomme kommentarer, nægtede Viviaby at give op i forhold til sin datter. Da hun hørte om hospitalsskibet, bevægede hun sig ud på en to dage lang rejse gennem det ujævne og stenede terræn, og fandt til sidst transportmulighed til Mercy Ships’ screeningklinik i området.

Screeningpersonalet vurderede Haingos tilstand som kritisk, og hun blev med det samme overført til hospitalsskibet. Sygeplejerskerne på børneafdelingen “tvangsfodrede” pigen 24 timer i døgnet, og hun tog hurtigt på. Mens Viviaby var indlagt med sin datter, mødte hun for første gang forældre til børn i samme situation som Haingo. Hun følte sig trøstet og ikke længere alene.Ti dage senere var Haingo stabil. Hun blev udskrevet til HOPE-centeret, hvor hun fortsat blev madet, til hun var stor nok til at blive opereret. Mens hun voksede sig stærk, begyndte hendes førhen udtryksløse øjne at følge opmærksomt med, og hun vinkede med sine små tykke arme, som før var tynde og skrøbelige.

Efter 5 måneder var hun stærk nok til at blive opereret. Da Haingo var 13 måneder gammel, gennemgik hun sin afsluttende operation på hospitalsskibet, og blev for første gang i sit liv i stand til at spise og drikke normalt. Da Viviaby og Haingo vendte tilbage til landsbyen, blev Haingos bror forvirret. Han kunne ikke genkende sin søster og beskyldte sin mor for at have forbyttet hende.