fbpx
Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Mercy Ships og MAN Energy Solutions har underskrevet samarbejdsaftale

Efter et mangeårigt samarbejde har vi forlænget samarbejdsaftalen med MAN Energy Solutions. Reservedelene til hospitalsskibet Africa Mercy leveres derved fortsat af MAN i ny generøs aftale.

Mercy Ships Danmark og Mercy Ships International har sammen med MAN Energy Solutions indgået en samarbejdsaftale, som vi netop har underskrevet ved et netværksmøde hos Danske Rederier. Aftalen markerer en forlængelse af det i forvejen mangeårige samarbejde.

”Opbakningen fra MAN Energy Solutions betyder meget for os i Mercy Ships Danmark og gør, at vi i sidste ende kan nå ud til flere fattige patienter med vores gratis operationer og lægehjælp. Og så er der en ting mere, der er vigtig: Opbakningen fra MAN sender et vigtigt signal til vores frivillige ombord på vores hospitalsskibe – nemlig signalet om, at deres indsats er værdsat. Det er en anerkendelse af den frivillige indsats, de yder,” siger Christian Sophus Ehlers, Adm. direktør hos Mercy Ships Danmark.

Ved netværksmødet forud for underskriftsceremonien var især Mercy Ships’ virksomhedspartnerskaber i centrum.

”Forskning viser, at medarbejderne værdsætter at arbejde for virksomheder, der ”giver tilbage”. Og kunder foretrækker at støtte virksomheder, der gør en forskel i denne verden,” siger Christian Sophus Ehlers, Adm. direktør hos Mercy Ships Danmark.

MAN Energy Solutions har i den lange periode sponsoreret reservedele for flere hundredetusinde euro til Mercy Ships. Reservedelene er blevet installeret ombord på hospitalsskibet Africa Mercy.

”Forlængelsen af aftalen med Mercy Ships føles helt naturlig. At kunne være med til at levere elektricitet og strøm på et hospitalsskib, der hjælper nogle af verdens mest sårbare mennesker er i årenes løb blevet en del af MAN Energy Solutions’ DNA. Vi er stolte af at kunne bidrage til det store livreddende stykke arbejde, som Mercy Ships udøver, og vi ser frem til at kunne stige ombord på deres nye hospitalsskib Global Mercy i det nye år,” siger Thomas Leander, Vice president – Head of Solutions og Site Manager hos MAN Energy Solutions.

Global Mercy tages i brug som hospitalsskib i det nye år og besøger bl.a. Rotterdam, før skibets første officielle rejse til Senegal. Global Mercy er verdens største civile hospitalsskib.

OM MERCY SHIPS
Mercy Ships blev stiftet i 1978 ud fra en drøm og en vision om at sende hospitalsskibe ud til verdens fattigste lande. Hospitalsskibene tilbyder gratis og livsforvandlende sundhedsydelser til mennesker i lande, der ikke selv har ressourcerne til det. På sigt arbejder Mercy Ships for at opbygge de lokale ressourcer og sundhedskapaciteten i de nationer, som de besøger.

Mercy Ships’ nye hospitalsskib Global Mercy sejler afsted på sin første officielle rejse i begyndelsen af 2022, hvor hospitalsskibet skal til Dakar i Senegal.

OM MAN ENERGY SOLUTIONS:
MAN Energy Solutions gør det muligt for sine kunder at opnå bæredygtig værdiskabelse i overgangen til dekarbonisering. Ved hjælp af helhedsorienterede løsninger inden for marine-, energi- og industrisektoren imødegår vi morgendagens udfordringer og udvikler højere ydeevne og effektivitet. Som førende leverandør af avanceret teknologi gennem mere end 250 år tilbyder vi en unik portefølje af teknologier. MAN Energy Solutions har hovedsæde i Tyskland og beskæftiger ca. 14.000 medarbejdere på over 120 lokationer verden over. Vores serviceorganisation, MAN PrimeServ, tilbyder vores kunder en verdensomspændende eftersalgsservice med et stort netværk af servicecentre.

Læs mere om MAN Energy Solutions her.