Global Mercy er ankommet til Senegal i Dakar, hvor det som verdens største civile hospitalsskib er på sin første afrikanske mission. Og midt i fejringen af dette er træningen af besætningen allerede i gang. I løbet af juni vil mere end 300 senegalesiske sundhedsfagfolk modtage træning om bord på dette splinternye hospitalsskib gennem en række kurser, der ruster dem til at kunne styrke kirurgisk, obstetrisk og anæstetisk pleje i Afrika. Kurserne er de første af mange træningssessioner, der påvirker leveringen af sikker kirurgisk pleje.
Mercy Ships tilbyder gratis og livsforvandlende sundhedsydelser til mennesker i lande, der ikke selv har ressourcerne til det – og dette er netop tilfældet i Senegal, hvor man har færre end syv læger til at behandle 100.000 menensker. Mercy Ships arbejder desuden langsigtet med at opbygge de lokale ressourcer og sundhedskapaciteten i de nationer, som de besøger, og derfor har Global Mercy målet om at træne mere end 300 senegalesiske sundhedsfagfolk.

Frivillige og day crew på Global Mercy, da skibet ligger til kaj i Senegal 2022.
Foto: Mercy Ships
I Mercy Ships er der stor glæde over, at Global Mercy endelig er i gang med sit vigtige arbejde efter mange års planlægning.
”Efter mange års planlægning, forberedelse og partnerskab er Global Mercy nu officielt en del af Mercy Ships flåde, hvilket fordobler mulighederne for at bringe håb og helbredelse i form af sikre og gratis operationer og derved forandre liv. Vi sigter mod at udbyde omkring 5.000 træningstimer under dette første besøg af Global Mercy, og vi ser frem til at vende tilbage til Dakar i 2023, hvor vi vil fortsætte vores støtte og se den kirurgiske kapacitet styrket,” siger Gert Van de Weerdhof, Administrerende Direktør for Mercy Ships.
Præsidenten for Senegal Macky Sall deltog i indvielsen af Global Mercy i Senegal, hvor han forpligtede sig til at fremskynde adgangen til kirurgisk, obstetrisk og anæstetisk pleje for Afrikas nationer. Repræsentanter fra Cameroun, Comorerne, Congo Brazzaville, Gambia, Guinea-Bissau og Senegal var samlet om bord på Global Mercy for at godkende en strategisk køreplan for at forbedre kirurgisk pleje i afrikanske nationer i 2030, da det anslås, at 93% af Det Subsahariske Afrika mangler adgang til sikker og rettidig kirurgisk behandling.
”Det er et stort skridt, at Senegals Præsident og flere afrikanske ledere selv har anerkendt vigtigheden i, at man fokuserer på at få flere og bedre uddannet sundhedspersonale. Det er historisk, at de selv leder oprustningen af sundhedsvæsenets kapacitet, da det gør det langt mere troværdigt og bæredygtigt, når budskabetkommer fra dem. I Mercy Ships kan vi hjælpe og bidrage, hvilket vi glædeligt gør, men målet for os og de afrikanske ledere er, at nationerne på sigt selv kan behandle deres befolkning, et mål vi nu arbejder sammen for.” siger Vibeke Hauge Førrisdahl, Generalsekretær hos Mercy Ships Danmark.
OM MERCY SHIPS
Mercy Ships blev stiftet i 1978 ud fra en drøm og en vision om at sende hospitalsskibe ud til verdens fattigste lande. Hospitalsskibene tilbyder gratis og livsforvandlende sundhedsydelser til mennesker i lande, der ikke selv har ressourcerne til det. Mercy Ships arbejder desuden langsigtet med at opbygge de lokale ressourcer og sundhedskapaciteten i de nationer, som de besøger.
Hospitalsskibene er bemandet med volontører fra mere end 50 forskellige nationer – blandt andet fra Danmark. Mercy Ships har verdens to største civile hospitalsskibe Africa Mercy, som er den danskbyggede og tidligere storebæltsfærge Dronning Ingrid, og det nye hospitalsskib Global Mercy, som sejler afsted på sin første officielle rejse i begyndelsen af 2023, hvor det også skal til Dakar i Senegal.
Kunne du tænke dig at vide mere om at være volontør med os?
Læs mere her!