fbpx
Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Oversigt: Hvor er skibene nu - og hvor skal de hen?

Oversigt: Hvor er skibene nu - og hvor skal de hen?

Med snart to store skibe i aktion sejler Mercy Ships en spændende tid i møde. Her får du en oversigt over, hvor Africa Mercy og Global Mercy skal hen i 2023 og begyndelsen af 2024.

Med skibet Global Mercy som ny stærk spiller i felten forventer Mercy Ships snart at kunne mere end fordoble indsatsen med at give livsforvandlende operationer og træne sundhedspersonale de steder i verden, hvor behovet er størst.

Både Global Mercy og Africa Mercy er netop nu på Tenerife, hvor de har været siden begyndelsen af december. Her har besætningsmedlemmerne mødt hinanden, og der er blevet gjort klar til skibenes næste sejladser.

Hele besætningen fra både Global Mercy og Africa Mercy foran Global Mercy.Hele besætningen fra både Global Mercy og Africa Mercy foran Global Mercy.

Lige straks – i februar – drager begge skibe videre.

Africa Mercy til gennemgribende istandsættelse 

År 2023 står i vedligeholdelsens tegn for den tidligere danske storebæltsfærge, i dag Africa Mercy. I februar sejler skibet mod Durban i Sydafrika til den helt store istandsættelse og opgradering. Mercy Ships vurderer, at skibet med denne opgradering vil være fuldt funktionsdygtigt i yderligere 10–15 år til gavn for op til 422.000 mennesker, der på forskellig måde vil modtage hjælp. 

Planen er, at Africa Mercy ankommer til Durban i begyndelsen af marts og bliver der til begyndelsen af november i år. 

I 2024 forventes skibet at være klar til sin næste mission – denne gang i Madagaskar fra februar og 10 måneder frem.

Global Mercy på sin første fulde mission nogensinde

Mens Africa Mercy sejler til Sydafrika, sætter Global Mercy i februar kurs mod Dakar i Senegal, hvor hun skal ligge indtil begyndelsen af juli. Her vil hun hjælpe folk fra både Senegal og Gambia, og det vil være skibets første fulde feltmission nogensinde! Flere danske volontører har allerede takket ja til at være med ombord, mens skibet er i Dakar. 

Læs her, hvordan du også kommer med på det splinternye skib og får en oplevelse for livet.

Efter en kort vedligeholdelsesperiode på De kanariske Øer i sommeren 2023 sætter Global Mercy kurs mod Sierra Leone, hvor hun også vil være i begyndelsen af 2024. Mercy Ships har været inviteret af Sierra Leones regering seks gange før. 

Læs her om Mercy Ships forestående tilbagevenden til Sierra Leone, et land med blot 0,2 kirurger, anæstesiologer og fødselslæger per 100.000 indbyggere.

De to skibe udgør tilsammen verdens største flåde af civile hospitalsskibe, og når både Africa Mercy og Global Mercy er i fuld service i 2024, kan Mercy Ships udføre mindst 5.000 operationer, mindst 28.000 tandbehandlinger samt uddanne mere end 2.800 sundhedspersonale om året.

Global Mercy – verdens største civile hospitalsskib –  i tal

Global Mercy er 174 meter i længden, 28,6 meter i bredden og skibets bruttotonnage er på 37.000. Skibet har 6 operationsstuer, 200 senge, et laboratorium, almene ambulatorier og øjen- og tandklinikker. Sygehusafdelingens samlede areal er 7.000 m². Global Mercy har kapacitet til 641 besætningsmedlemmer. Africa Mercy og Global Mercy har tilsammen besætning fra mere end 60 nationer rundt om i verden.

Med snart begge skibe i funktion, vil der være ekstra behov for volontører til at bemande skibene. Skal du med på rejsen? Læs mere her.